Affaldsplan 2021

Fredericia Kommune ønsker med affaldsplanen 2021-2033 at understøtte en bæredygtig og grøn udvikling i kommunen. Vi vil blandt andet øge genanvendelsen og genbrugen af affald, og vi vil meget gerne bidrage til at affaldsmængderne minimeres både i husholdninger, ved erhverv og i naturen.

Dette gøres blandt andet ved fortsat at have fokus på sorteringen af affald ved husstandene (enfamiliehuse, etageboliger og sommerhuse), og ved at opgradere genbrugspladserne, så de er brugervenlige og giver mulighed for sortering i flest mulige fraktioner således, at den brændbare fraktion mindskes. Ligeledes vil der være tiltag omkring farligt affald og småt-elektronik, så disse affaldstyper ikke ender i restaffaldet.

Bæredygtig grøn udvikling vil blandt andet blive understøttet af initiativer omkring små og mellemstore virksomheder (herunder også affaldstilsyn), bygge- og nedrivningsprojekter, affald i det offentlige rum og grønne indkøb i kommunen. Der vil også være tiltag i forhold til at øge samarbejdet med kommuner og affaldsaktører.

Endelig vil Fredericia Kommune fortsat have stort fokus på løbende information og kommunikation til borgere og erhverv i forhold til at understøtte de kommunale affaldsordninger og mindske mængden af affald generelt (eksempelvis madspild). Der vil ligeledes være initiativer, der understøtter bedre og mere ensrettede arbejdsgange internt i kommunen og i forhold til borgerne.

Målsætningen er, at Fredericia Kommune, som minimum, skal opfylde de nationale og EU's mål for genanvendelsen af affald frem til 2033. Ligeledes skal affaldsplanen være i tråd med de mål og initiativer, der er fremsat i Fredericia Kommunes klimaplan samt i forhold til strategien omkring brugen af verdensmålene i kommunen. Det betyder blandt andet stort fokus på bæredygtighed og CO2-reduktion også i forhold til affaldsområdet.

Cirkularitet og værdikædebetragtninger vil være det overordnede tema for affaldsplanen. Det betyder, at disse elementer vil indgå som en del af de betragtninger, der gøres i forhold til de enkelte initiativer, og vil, der hvor det er relevant, blive beskrevet som en del af de pågældende initiativer. Det skal understøtte sammenhængen i Fredericia Kommunes arbejde både omkring affald, klima og verdensmål.

Affaldsplanen er opbygget således, at der er en opsummering på de tiltag, der er blevet gennemført i sidste planperiode, og en status for genanvendelsen i dag. Herefter beskrives de nationale og EU's målsætninger for de kommende år, som vil være de rammer, affaldsplanen skal understøtte fremadrettet, ligesom Fredericia Kommunes egne planer og strategier indgår.

Affaldsplanen vil efterfølgende beskrive en række fokusområder, som Fredericia Kommune vil arbejde med i planperioden. For hvert fokusområde angives en række initiativer og tiltag, som vil være de primære aktiviteter, der skal iværksættes de næste seks år. Der vil være et overordnet skøn på de udgifter, der er knyttet til aktiviteterne, ligesom der er opstillet en tidsplan for, hvornår tiltagene føres ud i livet.

Der er udarbejdet en separat miljøvurdering af affaldsplanen og dens initiativer.

Endelig er der som bilag 1 i affaldsplanen vedlagt en mere detaljeret status for ordninger, affaldsmængder, behandlingsformer mv. i Fredericia Kommune i 2019.

Du kan se hele affaldsplanen under Bilag.

Bilag