Uddannelsespolitik

Fredericia Byråd nedsatte i 2016 Uddannelsesudvalget med det formål at udvikle Fredericia som uddannelsesby og udvikle uddannelsesområdet som et selvstændigt politikområde. Uddannelsesudvalget formulerede Fredericia Byråds første Uddannelsespolitik i 2017 gældende til 2021.

Studiebyen Fredericia byder på en lang række ungdomsuddannelser, erhvervsfaglige uddannelser, videregående uddannelser og efter- og videreuddannelser. I tæt samarbejde med vores lokale uddannelsesinstitutioner har Uddannelsesudvalget i perioden arbejdet med at udfolde Uddannelsespolitikken i en række strategier og konkrete handlinger og målrettet arbejdet for at tiltrække nye uddannelser, skabe flere uddannelsesmuligheder og udvikle Fredericia som uddannelsesby. Uddannelse spiller en vigtig rolle både for den enkelte, for samfundet og for erhvervslivet. Deter med til at sikre fortsat vækst og udvikling i Fredericia og giver samtidig den enkelte mulighed for personlig og faglig udvikling. Derfor har Uddannelsesudvalget en målsætning om, at borgernes uddannelsesniveau skal løftes, og udviklingen går allerede i den rigtige retning. Samtidig er et bredt udbud af uddannelser med til at gøre Fredericia til en attraktiv kommune at bo i og flytte til.

Uddannelsespolitikken er udtryk for en bred politisk enighed i Fredericia Byråd om, at uddannelse er et fælles gode og en vigtig investering. Vi tror på, at den bedste vej til at nå vores mål er gennem et bredt samarbejde med eksisterende uddannelser og erhvervslivet, der efterspørger veluddannet og specialiseret arbejdskraft.

Uddannelsesudvalget har med inputs fra Fredericia Uddannelsesråd og Studieforum revideret Uddannelsespolitikken og formuleret den politiske retning for uddannelsesområdet fra 2021-2025.

På vegne af Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune

Pernelle Jensen, formand

Læs mere om uddannelsesudvalget her

Dokumenter:

  • FREDERICIA BYRÅDS UDDANNELSESPOLITIK 2021-2025 - webtilgængelig.PDF