Mange foreninger arrangerer spændende aktiviteter, som kunne være en interessant historie for medierne. Her finder I nogle råd til, hvordan I skriver en god pressemeddelelse.
Før I går i gang, bør I have styr på jeres budskab, målgruppe, og hvad der er vigtigst ift. målgruppen.
Tænk over om jeres historie opfylder journalisternes nyhedskriterier:
- Aktualitet (Er historien oppe i tiden?)
- Væsentlighed (Er historien væsentlig for mange mennesker
- Identifikation (Kan folk ”se sig selv” i historien?)
- Sensation (Er der sket noget uventet, anderledes eller helt nyt?)
Opbygning af den gode pressemeddelelse
Overskrift
Overskriften (rubrikken) skal være kort, præcis og interessant – den skal vække læserens interesse. Men lad være med at bryde hovedet med en overskrift fra start af. Mange gange kommer den helt af sig selv, når du skriver. Det kan f.eks. være noget, der er blevet sagt. Overskriften skal være markeret enten som fed eller større skriftstørrelse end resten af teksten.
Kort introduktion (underrubrik)
Her er der mulighed for kort at fortælle om, hvad pressemeddelelsen handler om (gerne to linjer eller derunder). Det er her, du gør læseren interesseret i at vide mere. Fortæl derfor det vigtigste i forhold til din målgruppe.
Hvor, hvordan og hvorfor kan uddybes nede i brødteksten, men indledningen skal kunne stå alene og alligevel fortælle det væsentligste. Hvis overskrift og indledning er dækkende, kan journalisten på den baggrund vurdere historien.
Brødtekst (selve pressemeddelelsen)
Her kommer selve historien. Det er her, I skal uddybe, begrunde og beskrive detaljer, men husk hele tiden det vigtigste først og det mindst vigtige til sidst. Hvis det ikke er vigtigt, skal det slet ikke med.
Derudover skal du undgå lange ord og for mange fremmedord. Og så er det vigtigt at give pressemeddelelsen liv. Sæt derfor gerne citater ind, hvor det er relevant. Brug også gerne mellemrubrikker.
Slut ikke af med en opsamling.
Husk altid
Yderligere information: Navn og tlf. nr., titel. Dobbelttjek gerne navn (er det stavet rigtigt) og telefonnumre. Sørg for at kontaktpersonen er tilgængelig for pressen, når I sender pressemeddelelsen ud.
Gennemlæsning
Stil spørgsmålene:
- Fik vi det hele med?
- Er der overflødige oplysninger?
- Kan man som udenforstående forstå budskabet?
- Kan vi forbedre sproget fx formuleringer, ordvalg, overskrift?
En pressemeddelelse med fejl giver et dårligt indtryk så husk korrektur.
Jo kortere en pressemeddelelse er, jo bedre – dog uden at det væsentligste går tabt. Som udgangspunkt bør historien kunne rummes på et A4-ark.
Medier
Overvej hvilke medier der er relevante for jeres målgruppe, og hvordan mediet og budskabet passer sammen. Eksempelvis hvilke stofområder passer til et foreningsblad, og hvad hører mere til i en avis.
I kan overveje følgende medier, som modtager af jeres pressemeddelelse:
- Trykte medier – avis, fagblade osv.
- Radio – lokale og landsdækkende
- TV – lokale og landsdækkende