Økonomisk politik
Den økonomiske politik er et overordnet centralt element i kommunens fremtidige økonomistyring. Politikkens styringsprincipper, pejlemærker og værktøjer vil blive brugt i budgetlægning, budgetopfølgning og i konkrete sager med økonomiske konsekvenser.
BORGMESTERENS FORORD - DEN ØKONIMISKE SITUATION
Kommunernes økonomi på landsplan er samlet set under pres. Selvom kommunerne i de årlige økonomiaftaler med staten er blevet kompenseret for det demografiske udgiftspres som følge af befolkningsudviklingen med flere ældre borgere, er der ikke tilført nye midler til væksten på de specialiserede socialområder. På landsplan er udgiften på dette område således steget med 4 mia. kr. fra 2018 til 2022 uden at der er tilført nye midler, og i den 2023 plan regeringen har fremlagt, er der ikke lagt op til at ændre på denne situation.
Samtidigt oplever kommunerne at borgernes forventninger til velfærden øges, blandt andet som følge af, at velstandsstigningen for borgerne de seneste år har været højere end væksten i de kommunale budgetter. Derudover oplever kommunerne, at det i stigende grad bliver vanskeligt at rekruttere de nødvendige medarbejdere til at levere den ønskede service uafhængigt af den afsatte økonomi.
Dette skaber et massivt pres på kommunerne i forhold til at omprioritere og effektivisere for at sikre en effektiv og stabil drift. Fredericia Kommune rammes af ovenstående på samme måde som de øvrige kommuner, men udfordres endvidere af, at høje overførselsudgifter ikke kompenseres fuldt ud fra staten, og dermed skaber en yderligere ubalance. Endelig har store udsving i selskabsskatterne i Fredericia Kommune de seneste år skabt yderligere usikkerhed om det indtægtsniveau budgetterne hviler på.
Der er derfor behov for en stram styring af økonomien i de kommende år. Det gælder generelt for alle kommuner i forhold til at sikre råderum til at prioritere velfærdsområder, der er under pres. Særligt for Fredericia gælder det endvidere i en periode frem til der kommer en afklaring på det fremadrettet niveau for selskabsskatter samt at der ses en effekt af de tiltag vedrørende overførselsudgifter, der blev besluttet i budget 2024.
HVORFOR EN ØKONOMISK POLITIK?
I det politiske styringsunivers er den økonomiske politik en af de styringsrettede politikker med ophæng til Økonomi- og Erhvervsudvalget på linje med Udbuds- og indkøbspolitik, Informationssikkerhedspolitik og Politik for aktivt ejerskab af kommunens selskaber.
Den økonomiske politik er den overordnede ramme for kommunens økonomistyring. Formålet med den økonomiske politik er at bevare balancen i økonomien, bl.a. gennem fastlagte overordnede styringsprincipper og økonomiske pejlemærker, som byråd og administration fremadrettet kan styre efter, samt værktøjer, som kan understøtte udviklingen af kommunen.
Politikken skal være med til at sikre stabilitet og forudsigelighed i økonomistyringen og budgetlægningen i kommunen, herunder også løbende at sikre et råderum til håndtering af velfærdsområder, hvor der opleves udgiftspres.
Til udmøntning af politikken udarbejdes hvert år en procedure for budgetlægningen med udgangspunkt i principperne i den økonomiske politik.
Den økonomiske politik suppleres endvidere af Principper for økonomistyring, der opstiller krav og principper for økonomistyring og forvaltning af kommunens økonomi.
Den økonomiske politik revideres og godkendes af kommunalbestyrelsen en gang i hver valgperiode.