SSH-elev
Som Social-og sundhedshjælper støtter og motiverer du den enkelte til at hjælpe sig selv mest muligt og skabe struktur i hverdagen. Digitale hjælpemidler og velfærdsteknologi er en naturlig del af din hverdag, hvor du hjælper borgeren med både personlig pleje og praktiske opgaver.
Der er ingen undertekster på videoen. Videoen tilhører Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens.
OM DIN UDDANNELSE
Social- og sundhedshjælperuddannelsen er en erhvervsuddannelse, der veksler mellem praktik- og skoleperioder, og optagelse er under forudsætning af, at du har bestået, eller snarligt består, Grundforløb 2.
Hovedforløbet varer 1 år og 2 måneder.
På uddannelsen lærer du at hjælpe og støtte ældre, syge og handicappede borgere, så de kan få en god hverdag og klare sig selv så godt som muligt. Du støtter disse borgere i at skabe en god struktur i sin hverdag.
Du lærer bl.a. at hjælpe med personlig pleje, med huslige opgaver som rengøring og tøjvask og med aktiviteter, der øger borgernes trivsel.
På skolen lærer du om sundhed og trivsel, samt om bl.a. kost og motion, så du kan vejlede de ældre, syge og handicappede borgere. Du får viden om kroppen, de mest almindelige sygdomme og hvordan man forebygger smitte.
Som Social- og sundhedshjælper skal du også blive dygtig til at kommunikere og arbejde sammen med borgerne og deres pårørende.
I disse år ændrer arbejdet karakter, så du i stigende grad skal give hjælp til selvhjælp. Det kaldes rehabilitering og betyder, at du skal vejlede og motivere borgerne til at kunne blive mere selvhjulpne.
Du skal også bistå med genoptræning og informere borgerne om, hvilke muligheder han eller hun har for at få en bedre hverdag.