Fredericia Kommune har en række vigtige retningslinjer, som du skal være opmærksom på, hvis du vil gøre brug af gågader, veje og pladser inden for voldene til arrangementer, skiltning, vareudstilling eller udendørs servering
Gågader
Gågaderne er dimensioneret og indrettet lidt forskelligt, men er som hovedregel inddelt i udstillingszoner, gangzoner, møbleringszoner og en kørselszone. Gangzoner, hvor der i nogle tilfælde er etableret ledelinjer til synshandicappede, og kørselszonen skal altid være fri, så henholdsvis synshandicappede og redningskøretøjer kan komme frem. De enkelte gågader er nærmere beskrevet i retningslinjerne.
Fortove
Bredden på fortovene er forskellig fra gade til gade. Det betyder, at mulighederne varierer for at udstille varer og udendørs servering. Trafiksikkerheden er vigtig, og det samme er fremkommeligheden for handicappede. Derfor skal du tilpasse omfanget af udstillingsvarer og møblement til forholdene gaden.
Pladser
Hvis du ønsker at benytte en af byens pladser til koncerter, udstillinger, marked eller lignende kortvarige aktiviteter, skal du søge om tilladelse hos Kultur, Idræt & Turisme.